Hej, jeg hedder Rikke

Velkommen til kunsten at holde en pause (KAHEP) - et roligt hjørne af min verden.

Da jeg var barn, var jeg god til pauser. Alle mulige pauser. Jeg voksede op på landet i en ikke-digital verden - og pauserne var naturligt integreret i dagsrytmen.

Desværre mistede pauserne pusten, da jeg blev ældre.

I systemer og strukturer uden stop. I alt muligt, jeg synes, jeg skulle nå. Som en langsom forskydning over tid - mindre luft og mere træthed.

Det var ikke en holdbar strategi - og yogaen lærte mig at sænke skuldrene og trække vejret igen.

Nysgerrig på nuet

KAHEP er min pauseskole og yogacafé. Her zoomer jeg ind på yogaens særlige evne til at fremkalde pausernes potentiale.

Det siges, at musikken opstår i mellemrummet mellem tonerne. Sådan har jeg det også med livet og yogaen - det bliver ligesom lidt ekstra levende og kraftfuldt i pauserne. I nuet.

Der, jeg møder dig

Kunsten at holde en pause handler om at finde vej gennem livet uden at fare alt for meget vild i farten - en slags eksistentiel infrastruktur.

Som rastepladser på motorvejen og heller i skoven. Her kan du både tjekke ind i et lille servicetjek eller en fuld opladning.

Du vil i så fald hurtigt opdage, at mit arbejde med yoga og mindfulness består af en grundlæggende nysgerrighed på, hvad der sker, når vi giver os selv lov til at sætte tempoet lidt ned og være til stede med det, der er.

Det er nemlig der, jeg møder dig.

Hvad er yoga for mig?

Yoga er virkeligt mange ting. Blandt andet en mental, fysisk og relationel opdagelsesrejse, der former mig som menneske.

Det relationelle lag er centralt for mig, fordi vi er forbundet - og vi har alle en iboende kraft til at gøre en forskel for andre. Jeg mener derfor, at det er ekstra vigtigt, at vi kan fylde vores kop undervejs, fordi ingen bør være nødt til at hælde af en tom kop.

Jeg oplever, at yogaen hjælper mig med bedre balance, mere livsglæde og en større kapacitet til at møde det svære med venlighed og varme, forståelse og fællesskab, håb og handlekraft.

Kort sagt, så oplever jeg, at yogaen er en vej til at skabe bedre kontakt til det, der er vigtigt for mig. Måske også for dig.

Min faglige baggrund

Jeg er uddannet yogalærer hos Sattva Yoga ved Mari Nordstrøm og arbejder med yoga, der møder mennesker dér, hvor de er. Jeg har specialiseret mig i yoga, der tilpasses den enkelte, med fokus på hvile, balance og velvære. Jeg underviser i yin-yoga, restorativ yoga og yoga nidra på hold og tilbyder også individuelle yoga-forløb.

Jeg er cand.mag. i sprogpsykologi fra Københavns Universitet og har også studeret teologi og ledelse. Og derudover har jeg en proceskonsulentuddannelse med i rygsækken.

Min grundlæggende nysgerrighed på mennesker som sproglige, meningsskabende og relationelle væsener kommer ofte til syne i min undervisning og de rum, jeg faciliterer.

Gennem mere end 20 år har jeg arbejdet med mennesker, udvikling og trivsel i store organisationer - blandt andet som konsulent og leder. Jeg ved derfor, hvordan højt tempo og komplekse krav påvirker både mennesker og samarbejde - og hvor afgørende pauserne er.

I en kompleks verden er pauser en langtidsholdbar strategi